Strikkekursus 7. og 8. november
Strikkekursus 7. og 8. november – et par skønne dage med strik, snak, inspiration og ny viden
Dit helt eget unikke strikkemotiv
Har du nogensinde drømt om at skabe dit eget strikkedesign? På Strikkekursus åbner vi dørene op for den kreative proces, der ligger bag et design og motivet til et mønsterstrik. Vi arbejder med inspiration fra bl.a. naturen og bruger tegninger og farver til at omsætte idéer til motiver. Herefter går vi i gang med at teststrikke. Undervejs er der plads til refleksion og revurdering af idéerne, og efterhånden begynder dit helt eget mønster at tage form.
Du får indblik i, hvordan et strikkedesign bliver til, mens vi undervejs forholder os nysgerrige på muligheder og farvevalg. Selvom processen kan føles vanskelig, opdager man, at man kan meget mere, end man selv troede. Der vejledes desuden i forskellige strikketeknikker efter behov.
Kreativitet er ikke noget, man kan sætte under tidspres, så vi har sat masser af tid af til fordybelse, deling af inspiration og arbejdet med farveblyanter, pinde og garn. Motivet, du når frem til, kan blive starten på en hue, en projekttaske eller mønsterborten på en sweater. Der arbejdes i individuelt tempo, og hvis du tidligere har været med på et kursus, arbejder du blot videre fra der, hvor du sidst slap.
Ved ankomsten får du udleveret et hæfte til notater, skitser, garnprøver m.m. samt færdige strikkeopskrifter at arbejde ud fra. Vi arbejder med Lamauld fra danske CaMaRose, og på garnbordet finder du masser af farver til inspiration og strikkeprøver. Opskrifterne er til pinde i str. 5, – men tag gerne lidt flere forskellige størrelser med. Rundpinde og garn kan købes i butikken.
Kaffe m.m.
Billetten inkluderer eftermiddagskaffe lørdag med lidt sødt fra Café Røgter og Trøfleriet; samt en bolle med ost m.m. søndag formiddag.
Begge dage er der fri adgang til kaffe, te og snacks.
Der er mulighed for køb af specialkaffe (som fx cappuccino og caffe latte), kakao, kolde drikke m.m.
Dette får du
- dit eget unikke design
- viden om strikketeknikker
- hæfte til notater, skitser, garnprøver m.m.
- garn til små strikkeprøver
- kreativt fællesskab
- hyggeligt samvær med andre strikkere
- inspiration og ny viden
- forplejning
OBS: begrænset antal pladser
Bemærk: købte billetter refunderes ikke ved afbud
Kurset er for voksne




